Aktiviteter på en klubaften
En typisk klubaften starter ved 18.30-tiden. På det tidspunkt er de første spillere mødt op, og bræt, brikker og ure er sat frem. Og ikke at forglemme, så er kaffen brygget, og sodavand og småkager står frit fremme. Sodavandene tjener vi en formue på - de koster hele 3,-kr stykket. Til gengæld er kagerne gratis.
Nogle gange er der teoriundervisning denne halve time indtil kl. 19, andre
gange ikke. Det lader vi komme an på interessen hos medlemmerne.
Vi er dog flere, der gerne tager en tørn ved demo-brættet
og udbreder os om både dette og hint. Vi forsøger at holde
niveauet, så alle har en chance for at få noget ud af det.
Vi er ikke stormestre hos os, og da de bedste bilder sig ind, at de ikke
kan lære noget alligevel (joke!), henvender vi os hellere til begynderne
og de knapt så gode.
Ved 19-tiden går vores klubturnering i gang. I år deltager
18 spillere i denne, d.v.s. alle der kommer fast. Turneringen er ratet,
og hver tredje gang er der lagt en opsamlingsaften ind, så eventuelle
udsatte partier kan afvikles her.
De sidste par måneder op til jul er præget af hold- og pokalskak.
Klubben deltager med 4 hold i begge turneringer, og når de enkelte
hold har hjemmekampe, er det meste andet sat på stand by. De ikke-involverede
medlemmer, der møder op på disse aftener, hygger sig så
typisk med lynskak og lignende. Samt hepper på de lokale helte forstås!
I samme øjeblik det nye år begynder, starter vores EMT -
"Nørre Aaby Open". I 2006 bliver det den 7. af slagsen.
Så er det - udover hold- og pokalskak - det eneste vi går
op i.
Uanset hvilken aktivitet, der er på dagsordenen, foregår det
altid i hyggelige rammer og en god atmosfære. DET er noget, vi sætter
i højsædet.
Og så må vi ikke glemme vore afslutninger. Jule- og sommerafslutningerne
er noget for sig selv. Der spises og drikkes godt, og så spiller
vi. Nogle spiller endda skak (!), selvom disse aftener er de eneste, hvor
andre former for spil er tilladt. Så blandes kortene, og trumfer
og esser flyver over bordene. Diverse ikke helt almindelige afarter af
skak ser også dagens lys, så der er noget for enhver smag.
Andre ting kunne fremhæves også, og skulle noget af alt dette
have givet dig lyst til at være med eller blot kigge nærmere
på os, så skulle du prøve at kigge forbi. Du kan evt.
ringe eller maile til et af bestyrelsesmedlemmerne først - du kan
også blot møde op. Du skal være så hjertelig
velkommen!