Velkommen til
Nørre Åby Juniorskakklub's
hjemmeside

Sejr! - Et resume over 1. holdets præstation i Fynsserien.

Fynsserien er slut og det endte lykkeligt. Efter syv spændende kampe med nerverne siddende uden på tøjet, fik Nørre Åby Juniorskakklub genvundet guldet i Fynsserien. Den vigtigste årsag til denne succes, har været godt sammenhold. Vi vidste fra starten, at det ville blive utroligt svært i år, fordi flere klubber havde fået forstærkning og det galt især Frem, der næsten kun stillede med mesterspillere på deres 2. hold.

Sæsonen startede perfekt. Ude mod Tårnet præsterede vi at vinde 7-1, hvilket nogle måske vil hævde var lidt meget, i forhold til hvordan vi havde stået på brætterne. It’s not over until the fat lady has sung.

Anden runde ventede endnu en udfordring i form af Nyborg, som tidligere har drillet os, og været en konkurrent i toppen. Denne kamp blev heller ikke let. Heldigvis lykkedes det til sidst, at hive en kneben sejr hjem i form af 4½-3½, efter mange timers kamp.

Tredje runde blev igen til en storsejr, denne gang over Frem 3. Jeg var ikke selv tilstede, og kan derfor ikke uddybe kampen.

Fjerde runde var imod Fåborg på udebane. Fåborg har vi tidligere haft et godt tag på, men efter at de havde fået forstærkninger, ventede vi en tæt kamp. Det blev det virkelig også. Kampen skiftede hele tiden, og nogle tidspunkter så det godt ud, mens andre stod vi knap så godt. Lykkens gudinde var heldigvis med os igen, og vi kunne tage derfra med en sejr på 4½-3½.

Topkampen kom i femte runde. Vi fik besøg fra Frem II, og stillingen var fuldstændig lige mellem os. Det var nu, at mændene blev skilt fra musene. Frem II havde nogle afbud, så vi kunne trøste os med, at vores chancer var lidt større. Kampen blev som forventet en gyser. Vi kom hurtigt til at stå skidt på bræt 3 og bræt 7, som desværre også endte med at tabe. Derimod stod vi bedst på brætterne 4,5 og 6, som gav 2½ point. Vores reserve på 8. brættet, Mr. 100 % gjorde hvad han skulle, efter at have afslået en remis og gjort en lille fordel til et helt point. Desværre tabte 2. brættet efter en lille fejl i slutningen af partiet. Det betød stillingen igen var lige 3½-3½. Efter blod, sved og tårer lykkedes det på forunderlig vis, at få holdt et svært spil på 1. brættet til remis. Derfor endte topkampen 4-4, og der var død løb igen.

Sjette runde var vigtig. Vi skulle møde Næsby, og vidste, at Frem II havde vundet 5½ -2½ over Nyborg I, derfor skulle vi som minimum have samme resultat. Næsby kom med et svækket hold, idet kun en af deres top 3 stillede op, og uden spiller på bræt 8. Det blev udnyttet maksimalt. Da sidste konge blev væltet og uret stoppet, lød resultatet på 7-1 til os. 1½ point forspring til Frem II var det optimale, vi kunne ønske os.

Sidste runde i Frem imod Læseforeningen II. Flere af vores spillere var virkelig nervøse, fordi kampen var virkelig vigtig, og vi har en del gange været i kamp imod Læseforeningen. Desuden regnede vi med, at Frem II ville få mange point i sidste kamp mod Næsby. Kampen startede godt. Vi fik et point serveret idet 2. brættets modstander kom for sent, og 6. brættets modstander nåede det lige, men havde mistet 50 minutter. Vi stod godt på de fleste brætter, selvom 4. brættet i mine øjne stod rimelig presset. Det er han sikkert uenig i. Desværre overså vores 3. bræt en grim fejl i en fuldstændig lige stilling, der minimum skulle give remis, og måtte ned med nakken. 4. brættet stod tykt til tab, men med nogle snedige træk fik han på forunderlig vis tryllet en evigskak frem. Der kom et helt point på tavlen fra 1. brættet, der levede op til sin favoritværdighed. Imponerende spil fra 6., 7. og 8. brættet gav 100 %, hvilket næsten frembragte tårer i øjnene, da vi kunne lugte guldet nu. Eneste tilbage var 5. brættet, og da det stod klart, at Frem II ikke kunne nå os med en remis, så valgte han hurtigt at sørge for dette. Samlet blev det til en sejr på 6-2 og 1½ point foran Frem II. 2. DIVISON HERE WE COME.

En kort beskrivelse af de enkelte personers præstation på 1. holdet.

1. bræt Martin Lund: Vil ikke sidde og rose mig selv, men 4½ af 6 er over forventet, når man tager i betragtning, at jeg ikke mere spiller ret meget skak. Det blev til nogle vigtige point heriblandt en sejr over Nyborg, der medførte sejr på 4½-3½ og så remis imod Frem II så 4-4 blev holdt. En godkendt præstation, hvis jeg selv skal sige det.

2. bræt Sven Judas: Sven kunne desværre kun spille 3 kampe. Han præsterede under middel i denne sæson, men Sven skal nok komme igen, ingen tvivl om det. Og man kan jo ikke få remis hver gang ;-)

3. bræt Carsten Sørensen: 3/5 plus et point, fordi modstanderen ikke kom i sidste kamp. Carstens spil svingede en smule. Første kamp mod Tårnet var rigtig godt spillet, mens kampen mod Nyborg I ikke er værd at tale om. En sikker sejr (har jeg hørt) imod Frem III, mens Carsten måske er mindre tilfreds med sin remis imod Næsby. Alt i alt en godkendt præstation.

4. bræt Thomas Christensen: Thomas spillede nogle rigtig gode partier, og tog nogle vigtige point. Desværre kom der også et par nuller. Jeg tror Thomas vil give mig ret i, at de sidste tre kampe ikke ligner ham. Passivt spil i de første to af dem, og så en grov fejl i den sidste kamp imod Læseforeningen. Man kan have sine dårlige dage, det kender vi alle sammen. Alt i alt vil jeg sige, det er en godkendt præstation.

5. bræt Martin Jørgensen: Jørgensen havde en god sæson. Han spillede friskt og ligegyldig hvor sort det så ud, så kæmpede han videre. Han hev et helt point imod Tårnet, hvor han stod knap så godt i midtspillet, og en vigtig remis i sidste kamp mod Læseforeningen II. 5/7 er helt sikkert en godkendt præstation, som gerne må fortsætte i divisionen.

6. bræt point-høsteren Arne Madsen. En fremragende sæson fra ham, 6/7 siger vist alt. En klar topscorer, og han havde ikke et eneste afbud. Arne spillede nogle flotte partier, og jeg så ikke på noget tidspunkt, at han stod dårligt. Personligt synes jeg, det er utrolig betryggende, når man har så sikker en spiller på holdet. Det styrker holdets selvtillid, at vide, at der næsten er et sikkert point hver gang, og i denne sæson var det bestemt Arne som udfyldte denne rolle. En flot præstation.

7. bræt spillede en ny kandidat, Kasper Larsen. Kasper fik en skidt start. ½ point i de første 4 kampe imod lavt ratede modstandere er ikke godt nok. Herefter tog Kasper sig virkelig sammen. Først leverede han en fremragende præstation imod Frem II med en flot sejr. Herefter levede han op til favoritværdigheden imod Næsby, og til sidste lukkede han sæsonen med en elegant sejr imod Læseforeningen II. Sløv start, men herefter en absolut godkendt præstation.

8. bræt Andreas Jakobsen. Andreas spillede ligesom mange andre en flot sæson. 4½/6 er rigtig godt gået. Han vandt de kampe hvor han var favorit, og ud over en enkelt under-middel præstation så spillede Andreas rigtig godt, bl.a. et vigtig sejr imod Fåborg.

Reserverne: Lad os bare sige 100 %. Benny og Jan var vigtige gode reserver. Dejligt at have reserver, som går direkte ind på holdet og leverer varen. Benny leverede især en sikker indsats imod Læseforeningen, hvor han spillede en god åbning, og herfra udnyttede sin fordel. Jan viste, at når han får en lille fordel, så kan modstanderen lige så godt give op.

Det har været en kanon sæson, som nu er slut. Vi fik det vi gik efter, og næste sæson er Nørre Åby Juniorskakklub at finde i 2. division. Desværre kan jeg ikke assistere, i hvert fald ikke de første 4-5 kampe, da jeg tager til Australien til sommer. Vil dog gerne lige slutte af med, at sige tak til alle mine holdkammerater. Selvom nogle har klaret sig bedre end andre i denne sæson, så er det en holdpræstation. Det unikke i Nørre Åby Juniorskakklub er, at vi står sammen i tykt og tyndt. Det er ikke en person som kan vinde eller tabe kampene, det er holdet. Tillykke til 1. holdet og god vind i næste sæson.

Martin Sandberg Lund